Det begyndte i den lille bjergby Neustift i Østrig og sluttede mange tusind kilometer væk i Rio de Janeiro. Vi taler om Spaniens verdensherredømme i fodbold. La Roja-hæren var moderne fodbolds romere, som stykke for stykke erobrede kloden med to europamesterskaber og et verdensmesterskab. Tre slutrunde-triumfer i træk. Et historisk Spanien-hold.
Men selv de største gladiatorer møder en dag overmagten. Det spanske herredømme kollapsede i aften, da de tabte 2-0 til et stærkt chilensk landshold. To nederlag i træk i de to første VM-kampe. I de sidste tre slutrunder lukkede de blot seks mål ind. I alt i 19 kampe. Ved de to første VM-kampe lukkede de syv mål ind.
Chile havde alt det, som Spanien havde på toppen. Speed, hurtige pasninger, kynisme, gejst og vigtigst af alt troen. De spanske spillere lignede bare trætte gamle mænd.
Iker Casillas var symbolet på nedturen. Fejl på fejl. Usikker. Nærmest skræmt. To års mareridt som bænkevarmer i Real Madrid skulle revancheres. I stedet billedet på nedturen, og anføreren bør overveje landsholdspensionen efter 156 kampe, for ellers så bliver han bare kylet på bænken og erstattet af fremadstormende David de Gea.
Lad os lige hoppe seks år tilbage til bjergbyen Neustift, hvor denne skribent tilfældigvis havde base fem minutters gang fra det spanske landsholds træningslejr under EM i Østrig og Schweiz. Jeg så et ungt spansk landshold rejse sig i kollektiv storhed. Jeg så tiki-taka æraen blive født med det rette mix af Barcelona- og Real Madrid-profiler.
Jeg så, hvordan en række unge sultne tyre var uhæmmede af 44 års slutrunde-forbandelse uden eneste titel siden 1964. Det var et monster, der blev født på den østrigske bjergside. Bid for bid indtog monsteret de øvrige store fodboldnationer som fredagsslik. Tyskland i EM-finalen i Wien i 2008. Holland i VM-finalen i Johannesburg i 2010. Italien i EM-finalen i Kiev i 2012.
Men op til denne slutrunde anede man alligevel såret hos spanierne, der i den første kamp mod Holland blev sprættet helt op med 1-5. Og Chile gav dem det endelige dødsstød og ydmygelsen af at være første hold ude af VM 2014.
Det er tid til selvransagelse i Spanien i de kommende uger. Måneder måske. De aggressive spanske sportsmedier skal nok hjælpe dem på vej. 63-årige Vicente del Bosque har sikkert mod på mere med en stamme af unge dygtige landsholdsspillere i kulissen.
Om han har opbakningen fra spillerne og fodboldforbundet kommer der nok svar på senere på sommeren. I så fald del Bosque skal eksperimentere sig frem til en ny vinderopskrift, og det vil kræve ofringer. Iker Casillas har set sin storhedsdage. Barcelonas Xavi og Real Madrid-manden Xabi Alonso det samme.
Andrés Iniesta bør være i farezonen. Spaniens landstræner skal finde en bedre måde at udnytte spydspidsen Diego Costa på. Det har ikke set godt ud under VM, men den brasiliansk-fødte angriber er stadig meget ny i landsholdssammenhæng.
Og mens vi svælger i den spanske nedtur, så må vi ikke glemme dette forfriskende Chile-hold, der stort set har hjemmebane i Brasilien med vilde fans. Det er et spændende hold, som fodboldoraklet Marcelo Bielsa lagde fundamentet til, og nu topper. Det kan skabe flere overraskelser med deres offensive og direkte spil, men i ottendedelsfinalen venter muligvis Brasilien, og det vil i så fald være en endnu større eksamen end et Spanien med træthedsbrud.
En æra sluttede onsdag aften.
Kampfakta:
Spanien-Chile: 0-2
1-0 Eduardo Vargas (20. minut)
2-0 Charles Aranguiz (43. minut)
