Det er myten, der bare ikke vil dø. Historien går på, at James Rodriguez’ forældre var så ellevilde med James Bond-figuren, at deres søn naturligvis skulle opkaldes efter den engelske MI6-agent.

Men »Hames«, som det udtales på spansk, har selv afvist historien. Hans forældre ønskede mere simpelt et anderledes navn i Colombia. Et navn der ville skille James lidt ud i mængden.

Det lykkedes så sandelig og mere til. Colombias offensive komet er VM-slutrundens hidtil bedste spiller. Monaco-spilleren har været dominerende i samtlige kampe og været en af årsagerne til Colombias kvartfinale-plads mod Brasilien, og det er en smule overraskende, mener DRs VM-ekspert Mikkel Beck, der i sin aktive karriere spillede i den franske klub Lille.

- Da Monaco købte ham før sæsonen, var der ikke rigtig nogen, der så ham som en stjernespiller, og hans første seks måneder var også rigtig svære. Claudio Ranieri (Monacos træner, red.) var ikke tilfreds med hans defensive indsats, for han mente ikke, at James Rodriguez arbejdede nok for holdet, og Rodriguez scorede kun tre mål i sin første halvsæson, siger Mikkel Beck.

I de seneste seks måneder har James Rodriguez været Monacos absolutte profil, men han kan stadig ikke sammenlignes med de største profiler i ligaen som fx Zlatan, mener Mikkel Beck.

James Rodriguez' talent har været åbenlyst lige fra de unge dage. Allerede som 12-årig tiltrak James Rodriguez sig opmærksomhed på landsplan i det sydamerikanske fodboldpassionerede land. I den store ungdomsturnering Pony Futbol, som blev sendt direkte på landsdækkende tv, overstrålede den spinkle knægt med den guddommelige teknik alle andre.

Hans hold Tolimense Akademiet vandt turneringen, og Rodriguez scorede direkte på hjørnespark i finalen.

Lige siden har James Rodriguez taget den stejle stigning af fodboldberømmelsen, som han havde kæmpe vinger bagpå. Debut i den colombianske liga i en alder af 15 år for Envigado. Han voksede sig for stor til dem og skiftede til den mindre argentinske klub Banfield, som aldrig havde vundet en titel i klubbens historie. Rodriguez blev som 17-årig den yngste udenlandske debutant i den argentinske liga, og med ham som en vigtig spiller på holdet vandt Banfield sit første mesterskab.

Da offensiv-spilleren med speed, teknik og overblik uimponeret strålede ved Copa Libertadores, begyndte europæiske klubber at stimle sammen omkring ham. FC Porto var mest ivrige med en transfersum på knap 40 mio. kr. Her vandt han mesterskabet, pokalturneringen og Europa League i sin første sæson, og efter tre år i Portugal hentede AS Monaco ham for 335 mio. kr.

- James Rodriguez er en rigtig dygtig spiller med et super godt venstreben, som han afslutter eminent med. Når han får chancen, så sparker han for det meste inden for rammen, og det er jo også det, som vi har set under dette VM, hvor han har scoret fem mål i fire kampe, siger Mikkel Beck.

Det dufter allerede af mere efter dette fænomenale VM for den ydmyge knægt fra Cucuta. Han har selv meldt ud, at Real Madrid er drømmedestinationen, og når hans agent er mægtige Jorge Mendes, Mourinho og Cristiano Ronaldos agent, så er der pludselig ikke langt til Champions League-mestrene.

Men Mikkel Beck, der i det daglige fungerer som agent for flere spillere i den franske liga, tror ikke, at James Rodriguez skifter klub - i hvert fald ikke i dette transfervindue.

- Jeg tror ikke, det sker, for hvad skal han koste efter et godt VM? 80 mio. euro? Det har jeg lidt svært ved at se Real Madrid betale for ham på nuværende tidspunkt, men hvis han scorer 15-20 mål i næste sæson, så kan et skifte til en større klub på ingen måde udelukkes, siger Mikkel Beck.

Colombia besejrede Uruguay med 2-0 i ottendedelsfinalen. James Rodriguez scorede begge mål i kampen.