Tre måneders ubetinget fængsel.

Samt en frakendelse af retten til at udøve lægegerning i fem år.

Sådan blev den straf, som byretten i Odense nu har udmålt til en 46-årig psykiater.

Han tilstod i retten, at han gennem tre måneder i 2021 havde haft et seksuelt forhold til en patient.

Derfor blev han af anklagemyndigheden ved Fyns Politi tiltalt for især at have overtrådt straffelovens paragraf 220 ved groft at have misbrugt patientens behandlingsmæssige afhængighed af ham.

Det betød, at han flere gange skaffede sig samleje og andet seksuelt forhold end samleje med patienten.

Det seksuelle samvær i foråret 2021 fandt sted i en ferielejlighed på Fyn, mens patienten var i psykiatrisk behandling.

Samtidig var psykiateren også anklaget for at have overtrådt autorisationslovens paragraf 75 ved at have gjort sig skyldig i grovere og gentagen forsømmelse.

Det skete ved, at han sendte patienten beskeder af intim karakter og indledte det seksuelle forhold.

Den dømte psykiater udbad sig ved domsafsigelsen torsdag 14 dages betænkningstid i forhold til en eventuel anke af byrettens strafudmåling.

Domstolene har også tidligere vist, at der ikke bliver set med milde øjne på de tilfælde, hvor læger, psykiatere og psykologer har haft seksuelle forhold til deres patienter.

I 2018 blev en 52-årig psykiater i Glostrup idømt fængsel i 15 måneder, da han for tredje gang blev dømt for at have haft sex med en patient.

Senere skærpede Østre Landsret straffen til fængsel i halvandet år for overgrebene, der fandt sted gennem fem år.

Og i 2019 blev en 57-årig psykolog fra Aarhus straffet med ubetinget fængsel i tre måneder for i månedsvis at have haft et seksuelt forhold til en selvmordstruet klient.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast: