Der var aldrig rigtig tvivl om, at Emilie Esther ville vinde 'X Factor'. Blot en enkelt gang gled hun ned på sms-stemmernes andenplads. Det viser DRs opgørelse af stemmetallene fra årets 'X Factor', som er blevet gennemgået af en revisor.

DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, var allerede fredag aften efter afgørelsen ude at sige, at 'X Factor'-vinderen Emilie Esther havde fået 60 pct. af seernes stemmer, mens færøske Jógvan fik de resterende 40 pct og måtte nøjes med andenpladsen.

Det betød, at Emilie Esther løb med sejren, æren, pladekontrakten og mødet med 'X Factor'-ikonet - britiske Simon Cowell.

Helt suveræn
Men faktisk havde Emilie Esther høstet flere seer-stemmer end nogen anden deltager hele vejen igennem de seks live-shows og den store finale i Boxen i Herning.

Kun i de to første live-shows måtte den unge nordjyde se sig skubbet væk fra førstepladsen. Først af hendes gode ven Baraa Qadoura, og i andet live-show af teenage-idolerne Citybois, der imponerede med gennemblødte t-shirts.

Men derefter var det altså sikker sejllads for den 15-årige sangfugl, der også løb med den samlede sejr i talent-showet. Og sejren var ganske enkelt hamrende sikker.

I den første afstemning i finale-showet fik Emilie Esther flere stemmer end de to konkurrenter Jógvan og trioen Ivarsson, Bang og Neumann fik tilsammen. Næsten 200.000 stemmer fik Emilie Esther, mens Jógvan måtte nøjes med godt 100.000 stemmer og trioen fik lige over 80.000 stemmer.