Det var anden fredag i træk, at de to unge damer med attitude røg i omsang. Sidste gang klarede de den, men denne fredag måtte de sige et endegyldigt farvel til den videre drøm på X Factor-scenen.

17-årige Zara og 18-årige Allen havde rigtig svært ved at holde tårene tilbage, da de mødte pressen efter showet.

»Men vi ser tilbage på det hele med et smil,« slog de samtidig fast.

Pigerne lægger ikke skjul på, at de selv er stolte af, hvor langt de er kommet. Konkurrencen er hård, og selvom det er svært at se et nederlag i øjnene kort efter chokket, synes de, ’det er sindssygt’, hvor tætte forhold, de har udviklet til de andre deltagere.

»Det har været en rutsjebanetur. Men det var det værd at ryge ud til drengene (Vkation, red.). Vi er så tætte med dem, og vi elsker dem så højt. Det er sindssygt så tætte forhold, vi får til hinanden,« siger de to piger med knækket stemme og tårer i øjnene.

Ladies With Attitude kalder dog deres egne præstationer i årets X Factor for ’værdig’:

»Der var så mange, der stillede op til audition, og vi kæmpede os hele vejen hertil. Vi har haft problemer med hinanden og med så mange andre ting, man kan have problemer med. Så jeg synes sgu det er flot, at vi er kommet hele vejen hertil,« siger Zar.