Lina Rafn gennemfører fredag aften sin fjerde sæson som 'X Factor'-dommer. Men faktisk skulle sangerindens tid i programmet være sluttet allerede efter første sæson i 2008.

Da hun blev castet som dommer til første sæson af det sidenhen voldsomt populære program, vidste ingen, om programmet var mere end en døgnflue.

Men med ét blev Lina Rafn sammen med sine meddommere Remee Jackson og Thomas Blachman allemandseje og både elsket og hadet. 'X Factor' var enormt populært, men delte også vandene i en grad, man ikke tidligere havde set. Det tog så hårdt på Infernal-sangerinden, at hun efter programrækken fortalte DR, at hun ikke ville være med i anden sæson, fortæller hun til bt.dk.

»Mine bevæggrunde for at sige fra var, at jeg godt kunne se, at programmets omfang kostede mit band vores udlandssucces. Vi havde så meget fedt oppe at køre efter 'Paris to Berlin'-albummet, og ingen havde set det komme, at 'X Factor' ville blive så stort, som det blev. Så efter sæson ét var jeg sådan set ikke i tvivl; det skulle jeg selvfølgelig ikke igen. Og hele holdet i og rundt om Infernal var til at starte med også enige,« siger Lina Rafn.

DR gik derfor videre og havde ifølge Rafn faktisk castet en anden, kvindelig dommer, der dog sprang fra i sidste sekund. Derfor begyndte casterne til programmet igen at bejle til den blonde sangerinde, der dog stadig følte sig sikker på, at hendes tid i programmet var ovre.

»Men så, mens jeg var på en forlænget weekend i Barcelona med min kæreste, fik casterne på 'X Factor' overtalt hele mit bagland. Og så kom jeg jo hjem til et 'bagholdsangreb', hvor de pludselig allesammen var positive om det. 'De vil planlægge rundt om vores aktiviteter', sagde de til mig. Det kunne de jo selvfølgelig ikke,« siger Lina Rafn og fortsætter:

»Og ganske rigtigt faldt et liveprogram i sæson to sammen med et job til en kæmpe koncert i Tyskland. Det var den største platform at lancere et brand og en single på dernede. Men selvom vi kiggede på både helikoptere og jetfly, kunne det simpelthen ikke lade sig gøre at nå begge ting. Og så mistede vi jobbet i Tyskland.«

Derefter blev den endelige beslutning taget. Lina Rafn sagde stop, og en anden, lykkelig begivenhed blev udstillet som den egentlige årsag.

»Den offentlige begrundelse var, at jeg var gravid og skulle føde midt i liveprogrammerne. Så vi havde en meget 'sober' forklaring, men jeg havde i virkeligheden besluttet mig før da« siger hun smilende.

Efter fire års pause vendte Lina Rafn tilbage til X Factor, da syvende sæson begyndte optagelserne i efteråret 2013. Men nu, efter en sæson, hvor hun flere gange har følt sig trådt over tæerne af de andre dommere, overvejer hun igen at sige stop.

Læs også:

Ville det ikke være svært at slippe 'X Factor'?

»Nej, det har det aldrig været. Det er svært at sige ja til at deltage, for det er så hårdt. Det trækker virkelig tænder ud,« siger hun.

»Det er en sjov, faglig udfordring, men alt andet står stille fra september til april, og det er meget stor byrde for min makker i Infernal, Paw (Lagermann, red.), at tage på sig. Han må drive hele vores 'biks' uden min hjælp i de mest intense måneder fra midt-december til slut-marts.«

Læs også:

Og arbejdet i bandet Infernal er stadig hendes 'rigtige' job, fortæller hun.

»Det er et fuldstændig latterligt perspektiv overhovedet at skulle tænke, at vi kun lige når at blive færdige med vores sidste Infernal-jobs i starten af september, før jeg skulle ud i en ny audition-runde,« siger Lina Rafn og pointerer, at de derudover har en række intimkoncerter i oktober-november.

»Det er voldsomt, det må man sige... Hvis de bare lavede 'X Factor' hvert andet år, så ville det være nemmere,« siger en grinende Lina Rafn og afslutter:

»Det lugter af en pause, men jeg skal lige komme på afstand af det hele, før jeg tager den endelige beslutning.«